Tag familien med på GASmuseet, hvor efterårsferie er lig med æbleferie. Vi har tilføjet nye og spændende aktiviteter ude og inde til programmet, og det vil I ikke gå glip af.
Udenfor kan I fra mandag til torsdag lave æblemost. Medbring æbler hjemme fra haven og lav dem til den skønneste æblemost. Husk flasker til at hælde mosten over i, så I kan nyde den derhjemme bagefter.
Når I begynder at fryse om fingrene, kan I gå indenfor og være heldige at få en kop varm suppe eller smage et stykke kage.
Indenfor på GASmuseet er der også mulighed for at være kreativ og lave æbletryk og male æbler og meget andet. I kan også lave æbleansigter, som kan stå og pynte hjemme, mens de tørrer og ændrer udtryk.
Mandag til torsdag er der åbent i ScienceUNIVERSET fra kl. 10-14, hvor I kan lave forsøg med flammer, kul, gas og brint.
Udover aktiviteterne kan I opleve udstillingerne ”Da farmor var ung”, ”Chaos til gas”, ”Det flasker sig” og udstillingen om nutidens og fremtidens energi. Børn og barnlige sjæle kan lege detektiver og tage på skattejagt i udstillingerne for at løse mysteriet om, hvor Koksekongen er rejst hen i år.
GASmuseet har åbent hver dag 10-16 i efterårsferien, og der er gang i mosteriet mandag-torsdag klokken 11-15.